Bænkebo – Som en vandrende Stjerne (Danish Story)

NB - Denne historie kommer fra ét af mine ældre blogs og var skrevet tilbage i 2017 som del af universitetsfag. Dette er blot én af mange historie (og digte), som vil blive postet på denne blog hen over den næste stykke tid.

Der var engang en bænk foran et indkøbscenter. En ensom mand lå der. Vinden kildede hans skægget ansigt. Morgenlyset gennemtrængte hans øjenlåg noget så skarpt. Solen, den fandens til pralrøv, altid tidligere oppe end ham. Men han havde nu fået en god nats søvn. Månen var dog, mente han, en bedre kompagnon.

Langsomt rejste han sig, strakte sig og gennemsøgte sin sæk der lå ved siden af bænken for at få sig en tår vand. Flasken var som altid fuld. Vanskeligt blev det at finde flasken, da hans øjne var nyligt blændet af morgenhilsenen fra før, desuden havde han glemt hvilken flaske der var hvad i. Drikken syntes at være sælsomt gylden. Han tænkte at det kunne være en øl eller måske sågar æblejuice. Selvom om dens odør var noget så rædderlig så skulle han jo ikke klage. Måske var den en anelse for gammel? Pyt skidt. Han drak den. Smagen var hæslig og bitter, dog underligt nok familiær. Instinktivt spyttede han ikke bare de gyldne dråber ud, men også adskillige fæle ord vedrørende forplantningens mirakler og dets inkongruente og tvivlsomme forhold til den indtagede væske.

Det var ved at blive det tidspunkt på dagen, hvor han ville vandre fra skraldespand til skraldespand i nærheden af indkøbscentret efter proviant. Folk var så letsindige når det kom til deres mad, men ganske gavnligt syntes han nu selv det var. Han samlede sine egendele i sækkene og afsted drog han på sin regelmæssige tur.

Hans første destination var bageriets bøtter, men der var intet at finde der. Nuvel, hen gik han så til supermarkedet, ”der måt’ jo vær’ nog’t der,” tænkte han. Han fandt en pakke halvspiste morgenbasser og uden videre tøven åd dem, ”æ’ så ring’ endda”. ”Der måt’ sgu vær’ mer’ at find’ ind’ i æ center”, tænkte han. Og med den overbevisning færdede han, gadens utrættelige lykkejæger, ind i denne forbudne have af opulens, tindrende butiksvinduer, rovgerrige kunder og skidegod ædelse.

Han spankulerede rundt omkring butikkerne. Hamburger, det lød sgu lækkert, men en kende dyrt, så skulle han vel bare vente på at folks frådseri kom ham til gode for jo mere de åd des mættere blev de og dermed mere ædelse til overs! Runden fortsatte. Så måtte de gode folk vel snart begynde at blive griske med at købe hambugere tænkte han. Endnu mere spændstigt gik han frem og tilbage. Han satte farten ned, ventede ved barens toiletter, og besørgede sig. Han gik igen frem og tilbage foran burgerbaren hvor han kunne se at folk glædeligt mæskede burger efter burger i sig. Mon der nu ikke bare var én der var lidt for fornuftig og ville fortryde sin hamburger?

Næ!

Folk var tilfredse med deres spise. Så gik tur hen til pizzastedet. Samme vandretur frem og tilbage, men det gav nu pote. Folk var aldeles dydige med deres sundhedsreglementer eller rettere sagt fornuften kom trillende efter at de havde bestilt deres mad. Som en høg vågede han nu over dem. Hans øjne fulgte pizzaens færd fra vindue til skraldespand. Listigt sneg han sig om bag pizzastedet og nuppede sig sin aftensmad.

Al den salt og fedt gav ham den voldsommeste tørst efter noget sødt at drikke, heldigvis var der et par få dåser cola at finde samme sted. Han tøvede lidt, men drak den alligevel. Sødt smagte den, end ikke den mindste eftersmag af bitterhed at ænse. Kvalmen fra den gule, spøjse drikkelse og lidt for megen pizza begyndte at vise sig. Ansigtet skiftede kulør. Ned var drik og pizza gået og op fór de igen. Mødig fra sin ørlen og vandren gik han tilbage sit hjemmelige bænkebo.

Natten sank sig og ligeledes sank han ned på sin bænk. Et stykke småbidt pizza og to dåser af suspekt cola var hans aftensmad. Hans morgenmad var resterne fra nogle morgenbasser. ”I det mindste smagt’ æ cola – og’ selvom den var en anelse gammel – æ’ særlig hæslig”.

Et tusindtal levende ædelstene strøet henover hvælvingen viste sig. Månen opsteg blandt dem skysvøbt. Manden var i dens audiens. Den hilste manden på bænken og manden vinkede tilbage, de ønskede hinanden en god nat og så sov han.