This article is completely in Danish:
Dansk har som så mange andre europæiske sprog et rigt register af formelle og uformelle måder at udtrykke sig på, ikke mindst er den klareste form af dette i stedord eller pronominer. I oversættelser af værker sat i en middelalderlig verden figurere disse pronominer stort og illustrere således tydeligt de indbyrdes forhold imellem persongalleriet. En oversætter har således til sin rådighed ikke blot ét, men hele tre varianter af høflig tiltale, omend den tredje og sidste kategori indbefatter fire distinkte former. Før vi begynder direkte at gå i dybden med hvordan og hvorledes bør vi tage en hurtig opremsning af disse former:
De – Er det typiske valg eftersom der er etableret som et høfligt pronomen og ikke viger fra det moderne omend formelle sproglige.
I – Singularis refererende af denne karakter er arkaisk og associeres med middelalderen og renæssancen. Typisk vil adelen og kongefamilien kalde hverandre dette. De klassiske ejefaldsformer, jer/jert/jere, tilhører poesi. Den mest anvendte gammeldags objektform er "eder" med dertilhørende ejefald "eder/edert/edere", men "eders" er den mest brugte, begge objektformer staves med stort begyndelsesbogstav når det bruges som en høflig tiltale.
Han/Hun/Herre/Frue – Af ældgammel tradition, men yngre end ”I” og er i varierende brug i vore dage. Svensk brug er den mest hyppige i kraft af du-reformen der stort og bredt eliminerede "Ni", deres tilsvarende - semantisk - De, men er kognat med vores "I/jer".
Historisk baggrund:
Den første høflighedspronomen til at nå danske bredder kommer direkte fra det romerske kejserhof - ad veje fra Frankrig igennem middelalderen. Det latinske andenperson pluralis vos blev oprindeligt blot brugt med reference til flere personer, som vores "I", men hen imod de senere perioder af rigets historie blev det brugt som ophøjet pronomen med hensyn til monarker. Dette skal ses som led i at kejseren selv brugte nos, førsteperson pluralis som selv-refererende pronomen modsat singularis - dermed var det reciprokt at tiltale Majestæten med en tilsvarende pluralis form. Først i den tidlige middelalder ser vi dets brug i formen af "I" med objektformen "Eder" som tilsvarende reverent pronomen.
Senere kom tredjeperson maskulinum og femininum (med de tilsvarende titler "herre/frue"), som høflighedstiltale per tysk model, disse var på lige fod med andenperson pluralis, men snart ville også disse blive opslugt i hvad der skulle blive til standardsvarianten "De", tredjeperson pluralis efter tysk model, hvor også i tyskland havde denne overskygget de eksisterende former, også selvom "I/Euch" fortsat var i brug.
Brug i oversættelser: